BAGGRUND

Gennem de sidste 5 år er salg af gavekort blevet en almindelig gaveform i Danmark, og en almindelig handelsvare i de danske detailkæder. Branchen anslås til at omsætte for en halv milliard årligt. Hertil kommer også butikker, restauranter, mv. eget salg af gavekort. Det samlede salg i Danmark anslås således til adskillige milliarder.

Denne stigende popularitet og efterspørgsel skaber et naturligt, og kritisk spørgsmål fra både kunder, samarbejdspartnere, leverandører og pressen: ”hvad nu hvis en leverandør går konkurs”. Et spørgsmål der er blevet meget relevant efter at flere virksomheder, inden for branchen, har en negativ egenkapital.

FONDEN

En løsning, på dette potentielle problem, er en gavekortgarantifond. En uafhængig fond, hvis formål er at skabe tryghed blandt forbrugerne, og sikre forbrugerne mod en eventuel konkurs i branchen, efter samme princip som rejsegarantifonden. GO DREAM har taget initiativ til at stifte denne fond, samt afholde alle omkostninger i forbindelse med stiftelsen. Herunder udarbejdelse af ansøgning, advokat, samt fondens garanterede minimumssum.

PRAKTIK

Fonden er 100% uafhængig og neutral. Fonden er åben for alle gavekortudbydere. Fondens opgave er at risikovurdere de enkelte medlemmer, og anslå en procentsats af omsætningen, som er dækkende i forbindelse med konkurs.

I tilfælde af konkurs vil de pågældende gavekortindehavere, der har et gyldigt gavekort, kunne rette henvendelse til fonden og få en kontant erstatning. Det vil således være fondens opgave at sikre at henvendelserne er berettiget, og at der sker en ligelig og fair udbetaling.

BEMÆRK

Gavekortgarantifonden er stiftet medio 2016 og har derfor endnu ikke opbygget en signifikant formue. Gavekortgarantifonden vil derfor ikke kunne dække alle anmeldelser fuldt ud for det tilfælde, at en stor aktør eller flere mindre går konkurs og alle gavekortindehavere anmelder deres gavekort.  Måtte det ske, at der ikke kan dækkes fuldt ud, vil der ske en forholdsmæssig fordeling mellem summen af de anmeldte gavekort og Gavekortgarantifondens formue.

FORMÅL

En eventuel konkurs vil skade hele branchen, herunder kunder, leverandører og forhandlere. Fondens formål er at forhindre dette gennem synlig vejledning til forbrugerne, samt at sikre forbrugerne mod konkurs.